Ligheder mellem Magnus den Gode og Roskildekrøniken
Magnus den Gode og Roskildekrøniken har 9 ting til fælles (i Unionpedia): Dåb, Harald Klak, Hardeknud, Knud den Store, Knud Lavard, Konge, Peder Bodilsen, Saxo Grammaticus, Svend Estridsen.
Dåb
Michael Anchers maleri ''En Barnedaab'' med hustruen Anna Ancher og datteren Helga Ancher. Malet 1883-1888. Maleriet indgår i Ribe Kunstmuseums samling. Moderne barnedåb. Dåb (af norrønt deypa, gotisk daupjan med oprindelig betydning "at dyppe", svarende til græsk baptizein, hvor man ved dåben dryppede vand over barnet – ausa vatn/verpa vatnia á.
Dåb og Magnus den Gode · Dåb og Roskildekrøniken ·
Harald Klak
Harald (i senere historieskrivning Harald Klak død ca. 842) var dansk medkonge 812- 813, 819-823 og 826–827) men levede store dele af sit liv i eksil i Rüstringen som lensmand for Frankerriget.
Harald Klak og Magnus den Gode · Harald Klak og Roskildekrøniken ·
Hardeknud
Mønt præget for Hardeknud. Hardeknud (Knud 3.) (1018 – 8. juni 1042) var søn af Knud den Store og Emma af Normandiet.
Hardeknud og Magnus den Gode · Hardeknud og Roskildekrøniken ·
Knud den Store
Knud den StoreBolton, The Empire of Cnut the Great: Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century (Leiden, 2009) (oldengelsk: Cnut se Micela, Knútr inn ríki (født ca. 995, død 12. november 1035 i Shaftesbury) også omtalt som Knud 2., men egentlig nok snarere Knud 4., var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Han var søn af Svend Tveskæg, hvilket også gav ham patronymet Sveinsson (oldnordisk) Sweynsson (engelsk). Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen og endeligt med den normanniske erobring af England i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd. Som dansk prins vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i det nordvestlige Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 bragte han den engelske og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magtbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition samt via ren brutalitet. Efter et årti i konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028. Knud kontrollerede den svenske by Sigtuna (der er slået mønter her, som kalder ham konge, men der er andre nedskrevne kilder om hans erobring eller okkupation af byen). Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellem Storbritannien og Irland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandt norrøn-gælerne. Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke og blandt mange magnater i kristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på pallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til Rom). Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".Lawson, Cnut, s. 97. De angelsaksiske konger brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren Norman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".
Knud den Store og Magnus den Gode · Knud den Store og Roskildekrøniken ·
Knud Lavard
Knud Lavard (ca. 1096 – 7. januar 1131 i Haraldsted) var hertug af Slesvig (dengang Jylland/Sønderjylland) 1115-31 og vendernes knes (fyrste) fra 1128/29 til sin død.
Knud Lavard og Magnus den Gode · Knud Lavard og Roskildekrøniken ·
Konge
En konge (norrønt: konungr) er et som oftest livsvarigt statsoverhoved i en monarkisk stat (kongerige eller kongedømme).
Konge og Magnus den Gode · Konge og Roskildekrøniken ·
Peder Bodilsen
Peder Bodilsen (død tidligst 1142) var en sjællandsk stormand.
Magnus den Gode og Peder Bodilsen · Peder Bodilsen og Roskildekrøniken ·
Saxo Grammaticus
Saxo Grammaticus (ca. 1160 – efter 1208) - hans døbenavn, Sakse (latiniseret til "Saxo") var et almindeligt navn i middelalderens Danmark - var en dansk lærd, skriver og historiker.
Magnus den Gode og Saxo Grammaticus · Roskildekrøniken og Saxo Grammaticus ·
Svend Estridsen
Fantasiportræt fra 17. århundrede. Svend Estridsen eller Svend Estridsøn (Svend 2., i samtiden også kaldet Svend den Yngre; født ca. 1019, død 28. april 1076 i Søderup, Hjordkær Sogn, Sønderjylland) var konge af Danmark fra 1047 til sin død.
Magnus den Gode og Svend Estridsen · Roskildekrøniken og Svend Estridsen ·
Ovenstående liste besvarer følgende spørgsmål
- I hvad der synes Magnus den Gode og Roskildekrøniken
- Hvad de har til fælles Magnus den Gode og Roskildekrøniken
- Ligheder mellem Magnus den Gode og Roskildekrøniken
Sammenligning mellem Magnus den Gode og Roskildekrøniken
Magnus den Gode har 88 relationer, mens Roskildekrøniken har 65. Da de har til fælles 9, den Jaccard indekset er 5.88% = 9 / (88 + 65).
Referencer
Denne artikel viser forholdet mellem Magnus den Gode og Roskildekrøniken. For at få adgang hver artikel, hvorfra oplysningerne blev ekstraheret, kan du besøge: