Indholdsfortegnelse
6 relationer: Jordens fremtid, Solen, Solens kerne, Stefan-Boltzmanns konstant, Stjerne, Varmestråling.
Jordens fremtid
mia. år Jordens biologiske og geologiske fremtid kan ekstrapoleres ud fra anslåede langtidsvirkninger af flere forhold, herunder kemiske forhold på jordoverfladen, hastigheden for afkøling af Jordens indre, forskellige forhold vedrørende tyngderelationer med andre objekter i solsystemet og en stigning i Solens lysstyrke.
Se Fotosfære og Jordens fremtid
Solen
Solen (latin: Sol; græsk: Helios) er den stjerne, som sammen med sit planetsystem udgør solsystemet.
Solens kerne
Solens struktur hvor kernen er nr. 1 Solens kerne siges at gå fra centrum af solen til omkring 0,2 til 0,25 solradier, og det er den varmeste del af solen og solsystemet.
Stefan-Boltzmanns konstant
5.780 K har den største bølgelængde ved 501 nm og ved en strålingsexitans på 63,3 MW/m2 Stefan–Boltzmanns konstant (også Stefans konstant), en fysisk konstant angivet ved det græske bogstav ''σ'' (sigma), er proportionalitetskonstanten i Stefan-Boltzmanns lov: "den samlede intensitet udstrålet over alle bølgelængder stiger, når temperaturen stiger", af et sortlegeme, som er proportionel med den termodynamiske temperatur i fjerde potens.
Se Fotosfære og Stefan-Boltzmanns konstant
Stjerne
HR-diagrammet En stjernes løgringe af grundstoffer lige inden døden. Arealernes størrelse afspejler forholdet mellem mængderne af de forskellige grundstoffer, dog ikke den egentlige størrelse. En stjerne er en glødende kugle af plasma, der er i dynamisk balance, idet den holdes sammen af tyngdekraften og udspilet af strålingstrykket fra dens indre fusionsprocesser.
Varmestråling
Spektre for varmestråling ved forskellige temperaturer. Det ses at strålingens styrke generelt øges ved stigende temperatur, og at kurvens toppunkt (bølgelængen med størst intensitet) samtidig bevæger sig mod mindre bølgelængder. Varmestråling med synligt lys kan ses på dette varme metal.