Indholdsfortegnelse
10 relationer: Anglere, Chaukere, Frej, Germanske mytologiske væsner, Herminoner, Inge, Inger, Istævonere, Langobardisk (sprog), Tysk (sprog).
Anglere
Anglernes stammeområde omkring 100 e. Kr. (blåtonet) Anglernes udvandring til den britiske ø (sammen med en del af jyderne og sakserne) Anglerne (opkaldt ifølge Saxo efter Humbles Søn Angel) er et folkeslag fra Angel i det nuværende Slesvig-Holsten der ligger mellem Flensborg Fjord i nord og Slesvig-fjord Slien i syd.
Chaukere
Germanske stammer omkring 50 e.Kr. Germanske folk ca. 150 e.Kr. Chaukerne (latin: Chauci, tysk: Chauken og identisk eller lignende på andre moderne sprog) var en germansk folkestamme, der boede i lavlandsområdet mellem floderne Ems og Elben på begge sider af Weser ved nordsøkysten og så langt ind i landet som til øvre Weser.
Frej
Vævning, der ofte tolkes som guderne Odin, Thor og Frej fra Skog i Hälsingland i Sverige fra omkring år 1100 Frej, (Norrønt: Freyr, ældre da.: Frø (fx Saxo), evt. Frøj (alternativt: Yngve eller (historicerende i ældre forskningslitteratur) Yngve-Frej).
Germanske mytologiske væsner
Billederne på dette udsnit af det svenske Skogstapet fra 12. århundrede er tolket som afbildinger af den en-øjede Odin, flankeret af Thor med hammeren og Frej med et korn neg. Germanske mytologiske væsner er de guder, helte, overnaturlige væsner o. lign.
Se Ingævonere og Germanske mytologiske væsner
Herminoner
Herminonerne (hermionerne) var ifølge blandt andet Tacitus en af de tre oprindelige folkegrupper af vestgermanerne i Centraleuropa omtrent modsvarende det nuværende Tyskland med tilgrænsende områder.
Inge
Inge og Inga er et pigenavn med tilknytning til guden Ing eller Yngvi, eller en kortform af navne startende på "Ing-", f.eks.
Inger
Inger er et pigenavn, der i det 14. århundrede blev afledt af det Ingegerd, som er et nordisk navn dannet af gudenavnet Ing/Yngvi og "gerd", der betyder "gærde", altså indgærdet af (og dermed beskyttet af) guden Ing.
Istævonere
Istævonerne var en af de tre oprindelige folkegrupper af Vestgermanerne i det nuværende Tyskland ifølge Tacitus, sammen med herminonerne (inklusive sveberne) og ingævonerne). Istævoner var på Tacitus tid bosatte ved Rhinen ned til Neckar og frem til Weser. De beherskede den store grænseflods to bredder med undtagelse af Schwarzwald, hvor en svebisk stamme boede.
Langobardisk (sprog)
Langobardisk eller longobardisk er et uddødt sprog der blev brugt af langobarderne, et germansktalende folk der slog sig ned i Italien i det 6. århundrede.
Se Ingævonere og Langobardisk (sprog)
Tysk (sprog)
Tysk (Deutsch) er et vestgermansk sprog, der afleder størstedelen af sit ordforråd fra den germanske gren af den indoeuropæiske sprogfamilie.
Også kendt som Ingvæoner, Ingvæonerne, Ingævonerne.