Hurtigere adgang end browser!
10 relationer: Apologien, Carl Elberling (filolog), Daimon, Græsk litteratur, Lauritz Christian Ditlev Westengaard, Liberalisme, Phaidon, Platon, Sokrates, Tabula rasa.
Apologien
Apologien (græsk forsvarstale) henviser til flere skrifter, blandt andre.
Ny!!: Sokrates' forsvarstale og Apologien · Se mere »
Carl Elberling (filolog)
Carl Wilhelm Elberling (født 17. september 1800 i København, død 10. november 1870 sammesteds) var en dansk filolog, bror til Frederik Emil Elberling, far til Carl og Emil Elberling.
Ny!!: Sokrates' forsvarstale og Carl Elberling (filolog) · Se mere »
Daimon
kristen sammenhæng med betydningen «ond ånd». lykke i græsk mytologi. Tykhon blev betegnet som ''daimon agathos'', det vil sige en «god ånd». En daimon (gr. δαίμων daímōn, lat. daemon) er et guddomslignende væsen, som regel et godt væsen.
Ny!!: Sokrates' forsvarstale og Daimon · Se mere »
Græsk litteratur
Den græske litteratur er en af verdens ældste.
Ny!!: Sokrates' forsvarstale og Græsk litteratur · Se mere »
Lauritz Christian Ditlev Westengaard
Lauritz Christian Ditlev Westengaard (født 1795 i Kundby på Sjælland, død 13. oktober 1853 i Odense) var en dansk præst.
Ny!!: Sokrates' forsvarstale og Lauritz Christian Ditlev Westengaard · Se mere »
Liberalisme
Den engelske filosof John Locke regnes ofte for liberalismens grundlægger Liberalismen er en politisk ideologi, der har spillet en væsentlig rolle i de fleste vestlige lande siden dens fødsel i årtierne omkring den franske revolution.
Ny!!: Sokrates' forsvarstale og Liberalisme · Se mere »
Phaidon
Starten af ''Phaidon'' i det ældste bevarede kodeks fra middelalderen, ''Codex Clarkianus'' fra 895 (Oxford, Bodleian Library, Clarke 39) Phaidon, græsk Φαίδων (Phaídōn), latiniseret Phaedo) er et filosofisk værk af Platon skrevet som dialog. Dialoger beskriver en litterært formet samtale, der er indsat i en rammehandling. Filosoffen Phaidon fra Elis, efter hvem dialogen er opkaldt, optræder i rammehandlingen som fortæller. Han er som Platon, elev af Sokrates, der kort forinden i Athen er blevet dømt til døden og henrettet for blasfemi og korrumpering af ungdommen. Phaidon beskriver som øjenvidne dødsdagens begivenheder, som Sokrates tilbragte i fængsel sammen med venner. Hoveddelen af hans fremstilling er en gengivelse af en filosofisk diskussion som Sokrates deltog i. Til slut beretter Phaidon om Sokrates' sidste gerninger og udtalelser. Sokrates' samtalepartnere er, ud over Phaidon, to elever, Khebes og Simmias fra Theben. Hovedtemaet er sjælens karakter, dens forhold til legemet, som den besjæler, og dens skæbne efter døden. Sokrates forsøger at gøre sjælens udødelighed plausibel. Han fremfører forskellige argumenter, der støtter denne tese. Han betragter den individuelle sjæl som uforgængelig, og ser den som bærer af menneskets viden, evner og erindringer. Ifølge ham bebor, behersker og bevæger sjælen legemet, den tildeler med sin tilstedeværelse legemet liv. Ved døden skilles den fra legemet, hvilket medfører dets forfald. I reinkarnation forbinder den sig derefter med forskellige legemer. Derfor er der ingen grund til at frygte døden, da døden kun består i ødelæggelsen af den nuværende krop, mens personen er sjælen, der forbliver intakt. Sokrates forsvarer denne filosofiske antropologi mod indvendinger fra Simmias og Khebes. Især imod en alternativ model, i følge hvilken "sjæl" kun betyder harmonien af legemets materielle elementer. Hvis man opfatter sjælen som harmoni, må man antage, at den går til grunde når legemet dør og mister sin struktur. Ifølge Sokrates afhænger sjælens skæbne efter døden af dens opførsel gennem livet; det bedste er bios theoretikos, en filosofisk livsførelse, som han selv har praktiseret. Denne tankegang hjælper ham til at have en afslappet holdning og til at imødegå døden munter og ubekymret, mens de andre er meget bedrøvede over hans død. Dialogens påvirkning af den europæiske kulturhistorie, fra antikken og frem til moderne tid, er enorm. Den citeres ofte og nævnes i mange diskussioner over et muligt liv efter døden. På den ene siden er den en filosofisk undersøgelse af grundspørgsmål vedrørende den menneskelige eksistens; på den anden side tilhører den den klassiske trøstende litteratur. Sammmen med Platons dialoger Sokrates' forsvarstale og Kriton har den bestemt eftertidens billede af Sokrates i langt højere grad end Xenofons beskrivelse af Sokrates. I Platons fremstilling fremstår Sokrates som et forbilledligt menneske, der til sin død har virkeliggjort sit ideal om en filosofisk livsførelse.
Ny!!: Sokrates' forsvarstale og Phaidon · Se mere »
Platon
Platon (græsk: Πλάτων) (født ca. 428/427, død 348/347 f.Kr.) var en græsk filosof født i Athen.
Ny!!: Sokrates' forsvarstale og Platon · Se mere »
Sokrates
Sokrates (469 f.Kr.–399 f.Kr.) var en græsk filosof fra Athen.
Ny!!: Sokrates' forsvarstale og Sokrates · Se mere »
Tabula rasa
Romersk''tabula'' eller vokstavle med stylus. Tabula rasa henviser til den erkendelsesteoretiske ide at mennesket fødes uden indbygget bevidsthedsindhold, og at al viden derfor stammer fra sansning og perception.
Ny!!: Sokrates' forsvarstale og Tabula rasa · Se mere »
