Danmark og Hird

Genveje til: Forskelle, Ligheder, Jaccard lighed Koefficient, Referencer.

Forskel mellem Danmark og Hird

Danmark vs. Hird

Danmark er et land i Skandinavien. Sigvat Thordarsson, ophav til blodørnmyten, får et sværd som hirdmand af Olav den hellige. Tegning af Christian Krohg fra 1899. Hird blev i middelalderen brugt om norske og danske kongers eller stormænds livvagt.

Angelsaksisk (sprog)

Angelsaksisk eller oldengelsk (ISO 639-3 kode) er den tidligste form af engelsk.

Angelsaksisk (sprog) og Danmark · Angelsaksisk (sprog) og Hird · Se mere »

Danmark

Danmark er et land i Skandinavien.

Danmark og Danmark · Danmark og Hird · Se mere »

Island

Island (Ísland) er en nordisk europæisk østat, der ligger, hvor Nordatlanten møder Ishavet på den midtatlantiske ryg.

Danmark og Island · Hird og Island · Se mere »

Jul

Jesusbarnet, jomfru Maria og de tre vise mænd, maleri af Albrecht Altdorfer. Juletræet stammer fra Tyskland i 1500-tallet, men blev først almindeligt i Danmark i 1800-tallet. Stjernen i toppen symboliserer Betlehemsstjernen. I Danmark og Norge kan juletræet pyntes med landets flag. Kræmmerhuse og flettede hjerter viser julens overflod. Julenissen er et dansk fænomen fra 1800-tallet, stammer fra troen nisser, husguder af samme type som romernes ''lares''. Jul er en årlig højtid for fejringen af Kristi fødsel.

Danmark og Jul · Hird og Jul · Se mere »

Knud den Store

Knud den StoreBolton, The Empire of Cnut the Great: Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century (Leiden, 2009) (oldengelsk: Cnut se Micela, Knútr inn ríki (født ca. 995, død 12. november 1035 i Shaftesbury) også omtalt som Knud 2., men egentlig nok snarere Knud 4., var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Han var søn af Svend Tveskæg, hvilket også gav ham patronymet Sveinsson (oldnordisk) Sweynsson (engelsk). Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen og endeligt med den normanniske erobring af England i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd. Som dansk prins vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i det nordvestlige Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 bragte han den engelske og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magtbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition samt via ren brutalitet. Efter et årti i konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028. Knud kontrollerede den svenske by Sigtuna (der er slået mønter her, som kalder ham konge, men der er andre nedskrevne kilder om hans erobring eller okkupation af byen). Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellem Storbritannien og Irland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandt norrøn-gælerne. Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke og blandt mange magnater i kristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på pallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til Rom). Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".Lawson, Cnut, s. 97. De angelsaksiske konger brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren Norman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".

Danmark og Knud den Store · Hird og Knud den Store · Se mere »

Konge

En konge (norrønt: konungr) er et som oftest livsvarigt statsoverhoved i en monarkisk stat (kongerige eller kongedømme).

Danmark og Konge · Hird og Konge · Se mere »

Middelalderen

støbning, filigran, emalje, polering og fastsættelse af juvel og genbrug af klassiske kaméer og gemme. egning i et håndskrift fra middelalderen. Byggeplads i højmiddelalderen. Middelalderen er den ene af fire store tidsperioder i Europas historie: antikken, middelalderen, renæssancen og nyere tid.

Danmark og Middelalderen · Hird og Middelalderen · Se mere »

Norge

Norge (norsk: Norge (bokmål) eller Noreg (nynorsk); nordsamisk: Norga; lulesamisk: Vuodna; sydsamisk: Nöörje), officielt Kongeriget Norge (fra oldnordisk: Norðvegr ('Nordvejen')), er en skandinavisk enhedsstat i form af et konstitutionelt monarki, der består af den vestlige del af den skandinaviske halvø samt Jan Mayen, Svalbard og Bouvetøen.

Danmark og Norge · Hird og Norge · Se mere »

Norrønt

Norrønt eller oldvestnordisk er betegnelsen på det vestnordiske sprog i perioden ca.

Danmark og Norrønt · Hird og Norrønt · Se mere »

Saga

Sagaerne er overleveret i håndskrifter af papir eller pergament. Nogle af dem er dekoreret. Her ses håndskriftet AM 345 fol Saga er betegnelsen for en gruppe norrøne prosatekster fra middelalderen.

Danmark og Saga · Hird og Saga · Se mere »

Vikinger

Vikingeskibsmuseet i Oslo. Vikinger (fra norrønt víkingar) var nordiske søfarere, der rejste, plyndrede og handlede i Nordeuropa.

Danmark og Vikinger · Hird og Vikinger · Se mere »