Metafysik og Platon

Genveje til: Forskelle, Ligheder, Jaccard lighed Koefficient, Referencer.

Forskel mellem Metafysik og Platon

Metafysik vs. Platon

middelalderligt verdensbillede. Det blev første gang offentliggjort i den franske atronom Camille Flammarions bog ”Atmosfæren. Populær meteorologi.” (1888) Metafysik er en central del af den teoretiske filosofi. Platon (græsk: Πλάτων) (født ca. 428/427, død 348/347 f.Kr.) var en græsk filosof født i Athen.

Alfred North Whitehead

Alfred North Whitehead (født 15. februar 1861, død 30. december 1947) var en engelsk matematiker og filosof, som samarbejdede med Bertrand Russell om Principia Mathematica (1910-13).

Alfred North Whitehead og Metafysik · Alfred North Whitehead og Platon · Se mere »

Aristoteles

Aristoteles (Ἀριστοτέλης Aristotélēs; født 384 f.Kr., død 322 f.Kr.) var en græsk filosof.

Aristoteles og Metafysik · Aristoteles og Platon · Se mere »

Empiri

Empiri af græsk empeirikós.

Empiri og Metafysik · Empiri og Platon · Se mere »

Friedrich Nietzsche

Friedrich Wilhelm Nietzsche (født 15. oktober 1844, død 25. august 1900) var en tysk filosof, åndstænker, kulturkritiker, komponist, digter og filolog, hvis arbejde har haft en stor indflydelse på moderne filosofi.

Friedrich Nietzsche og Metafysik · Friedrich Nietzsche og Platon · Se mere »

Georg Wilhelm Friedrich Hegel

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (født 27. august 1770 i Stuttgart, død 14. november 1831 i Berlin) var en tysk filosof.

Georg Wilhelm Friedrich Hegel og Metafysik · Georg Wilhelm Friedrich Hegel og Platon · Se mere »

Græsk (sprog)

Græsk (græsk: Ελληνικά, IPA "hellensk") er en selvstændig hovedgren af de indoeuropæiske sprog med mere end 3500 års dokumenteret historie.

Græsk (sprog) og Metafysik · Græsk (sprog) og Platon · Se mere »

Martin Heidegger

Martin Heidegger (født 26. september 1889, død 26. maj 1976) var en tysk filosof og eksistentiel fænomenolog.

Martin Heidegger og Metafysik · Martin Heidegger og Platon · Se mere »

Ontologi (filosofi)

Ontologi (fra græsk on (ὤν),.

Metafysik og Ontologi (filosofi) · Ontologi (filosofi) og Platon · Se mere »

Phaidon

Starten af ''Phaidon'' i det ældste bevarede kodeks fra middelalderen, ''Codex Clarkianus'' fra 895 (Oxford, Bodleian Library, Clarke 39) Phaidon, græsk Φαίδων (Phaídōn), latiniseret Phaedo) er et filosofisk værk af Platon skrevet som dialog. Dialoger beskriver en litterært formet samtale, der er indsat i en rammehandling. Filosoffen Phaidon fra Elis, efter hvem dialogen er opkaldt, optræder i rammehandlingen som fortæller. Han er som Platon, elev af Sokrates, der kort forinden i Athen er blevet dømt til døden og henrettet for blasfemi og korrumpering af ungdommen. Phaidon beskriver som øjenvidne dødsdagens begivenheder, som Sokrates tilbragte i fængsel sammen med venner. Hoveddelen af hans fremstilling er en gengivelse af en filosofisk diskussion som Sokrates deltog i. Til slut beretter Phaidon om Sokrates' sidste gerninger og udtalelser. Sokrates' samtalepartnere er, ud over Phaidon, to elever, Khebes og Simmias fra Theben. Hovedtemaet er sjælens karakter, dens forhold til legemet, som den besjæler, og dens skæbne efter døden. Sokrates forsøger at gøre sjælens udødelighed plausibel. Han fremfører forskellige argumenter, der støtter denne tese. Han betragter den individuelle sjæl som uforgængelig, og ser den som bærer af menneskets viden, evner og erindringer. Ifølge ham bebor, behersker og bevæger sjælen legemet, den tildeler med sin tilstedeværelse legemet liv. Ved døden skilles den fra legemet, hvilket medfører dets forfald. I reinkarnation forbinder den sig derefter med forskellige legemer. Derfor er der ingen grund til at frygte døden, da døden kun består i ødelæggelsen af den nuværende krop, mens personen er sjælen, der forbliver intakt. Sokrates forsvarer denne filosofiske antropologi mod indvendinger fra Simmias og Khebes. Især imod en alternativ model, i følge hvilken "sjæl" kun betyder harmonien af legemets materielle elementer. Hvis man opfatter sjælen som harmoni, må man antage, at den går til grunde når legemet dør og mister sin struktur. Ifølge Sokrates afhænger sjælens skæbne efter døden af dens opførsel gennem livet; det bedste er bios theoretikos, en filosofisk livsførelse, som han selv har praktiseret. Denne tankegang hjælper ham til at have en afslappet holdning og til at imødegå døden munter og ubekymret, mens de andre er meget bedrøvede over hans død. Dialogens påvirkning af den europæiske kulturhistorie, fra antikken og frem til moderne tid, er enorm. Den citeres ofte og nævnes i mange diskussioner over et muligt liv efter døden. På den ene siden er den en filosofisk undersøgelse af grundspørgsmål vedrørende den menneskelige eksistens; på den anden side tilhører den den klassiske trøstende litteratur. Sammmen med Platons dialoger Sokrates' forsvarstale og Kriton har den bestemt eftertidens billede af Sokrates i langt højere grad end Xenofons beskrivelse af Sokrates. I Platons fremstilling fremstår Sokrates som et forbilledligt menneske, der til sin død har virkeliggjort sit ideal om en filosofisk livsførelse.

Metafysik og Phaidon · Phaidon og Platon · Se mere »

Staten (Platon)

Raphaels Platon fra freskoen ''Den athenske skole'' (1509). Staten (græsk: πολιτεία, politeia; latin: res publica) er Platons længste og mest indflydelsesrige dialog og har form af en sokratisk dialog.

Metafysik og Staten (Platon) · Platon og Staten (Platon) · Se mere »