Oluf Skotkonung og Skjald

Genveje til: Forskelle, Ligheder, Jaccard lighed Koefficient, Referencer.

Forskel mellem Oluf Skotkonung og Skjald

Oluf Skotkonung vs. Skjald

Oluf Skotkonung (oldislandsk: Óláfr sænski, oldsvensk: Olawær skotkonongær (født omkring 980, sandsynligvis død i vinteren 1021-1022) var konge af Sverige ca. 995-1022. Han var søn af Erik Sejrsæl og Sigrid Storråde. Ifølge de islandske sagaer havde Olufs far regeret sammen med sin bror, Oluf Bjørnson. Da han døde, blev Oluf Skotkonung udråbt som medkonge, endnu før han var født. Ved sin fars død arvede han den svenske trone og regerede som enekonge. Oluf er den første konge, som regerede over både Mälardalen og Västergötland. Han var også den første konge over sveerne, der blev døbt og forblev kristen. Desuden var han den første, der slog mønt i Sverige. Netop møntslagningen tyder på, at hans magtcentrum var Sigtuna i Mälardalen. Mod slutningen af sit liv blev han afsat som overkonge og tvunget til at være lydkonge under sin egen søn Anund Jakob i Västergötland. Odin forsyner sig af skjaldemjøden. Skjaldene kvæder for Olav den Helliges mænd før slaget ved Stiklestad. Tegnet af Halfdan Egedius (1877-1899). Skjalden Berse Skaldtorfuson kom i unåde hos Olav den Hellige og blev lagt i lænker. Han købte sig fri ved at digte et ''flokk'' (digtværk), som kongen syntes om.Tegnet af Christian Krohg. En skjald var en digter og trubadur i vikingetiden og nordisk middelalder, som regel knyttet til en stormand for at digte om ham og hans bedrifter.

Gunnlaugr Ormstunga

Gunnlaugr Ormstunga (ca. 983 — ca. 1008) var en islandsk skjald, helten i Gunnlaugs saga.

Gunnlaugr Ormstunga og Oluf Skotkonung · Gunnlaugr Ormstunga og Skjald · Se mere »

Jarl (titel)

Mindesmærke over Birger jarl i Stockholm. Kalkmaleri i Vigersted Kirke, forestillende den sidste jarl af Sønderjylland Knud Lavard. En jarl var en norrøn titel for høvdinge næst efter kongen i rang, tilsvarende den angelsaksiske eorl, bevaret i den engelske adelstitel earl.

Jarl (titel) og Oluf Skotkonung · Jarl (titel) og Skjald · Se mere »

Knud den Store

Knud den StoreBolton, The Empire of Cnut the Great: Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century (Leiden, 2009) (oldengelsk: Cnut se Micela, Knútr inn ríki (født ca. 995, død 12. november 1035 i Shaftesbury) også omtalt som Knud 2., men egentlig nok snarere Knud 4., var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Han var søn af Svend Tveskæg, hvilket også gav ham patronymet Sveinsson (oldnordisk) Sweynsson (engelsk). Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen og endeligt med den normanniske erobring af England i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd. Som dansk prins vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i det nordvestlige Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 bragte han den engelske og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magtbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition samt via ren brutalitet. Efter et årti i konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028. Knud kontrollerede den svenske by Sigtuna (der er slået mønter her, som kalder ham konge, men der er andre nedskrevne kilder om hans erobring eller okkupation af byen). Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellem Storbritannien og Irland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandt norrøn-gælerne. Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke og blandt mange magnater i kristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på pallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til Rom). Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".Lawson, Cnut, s. 97. De angelsaksiske konger brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren Norman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".

Knud den Store og Oluf Skotkonung · Knud den Store og Skjald · Se mere »

Olav den Hellige

Olav II (Haraldsson) den Hellige (Oláfr hinn helgi) (995 – 29. juli 1030 i Slaget ved Stiklestad) var Norges konge fra 1015 til 1028.

Olav den Hellige og Oluf Skotkonung · Olav den Hellige og Skjald · Se mere »

Olav Tryggvason

Olav Trygvasson (ca 968 – 9. september 1000 ved slaget ved Svold) var Norges konge fra 995 til 1000.

Olav Tryggvason og Oluf Skotkonung · Olav Tryggvason og Skjald · Se mere »

Snorri Sturluson

SnorreLitteratursiden - bibliotekernes side om litteratur: Vejle Amts Folkeblad, 21.

Oluf Skotkonung og Snorri Sturluson · Skjald og Snorri Sturluson · Se mere »