Pave og Pipin den Lille

Genveje til: Forskelle, Ligheder, Jaccard lighed Koefficient, Referencer.

Forskel mellem Pave og Pipin den Lille

Pave vs. Pipin den Lille

Pavedømmets emblem. Pave er den traditionelle titel på den romersk-katolske kirkes øverste biskop, der efter katolsk tradition er apostlen Peters efterfølger som Kirkens øverste autoritet. Pipin den Lille (Pipin den yngre eller Pipin III fr. Pépin le bref (ca. 714 i Jupille nær Liège – 24. september 768 i Paris) var frankisk konge. Han var søn af Karl Martell og Chrotrudis. Pipin var gift med Bertrada af Laon (Berta), datter af Charibert af Laon, og fik med hende to børn, hvoraf den ene var den senere kejser, Karl den Store. Ved sin faders død i 741 fik Pipin i sin egenskab af Major Domus styret over Neustrien, Burgund og Provence. Rigets tyske dele tilfaldt broderen Karloman (ca. 706/716 – 17. juli eller 17. august 754 i Wien). Sejre i krige mod akvitanere, alemannere, bayrere og saksere befæstede hans stilling, og da Karloman 747 blev munk, samlede Pipin hele frankerriget i sin hånd. Han ville da også antage kongetitlen, og med sine stormænds bifald indhentede han pave Zacharias' velsignelse til tronbestigelsen. Zacharias siges at have givet det kendte svar, at kongetitlen hellere burde tilhøre den, der havde magten, end den, der savnede kongemyndighed. Det var et verdenshistorisk øjeblik, da Pipin på en rigsforsamling i Soissons (751 eller 752) hyldedes som frankernes konge, og den sidste merovinger indsattes i et kloster. Til gengæld for pavens hjælp styrkede den nye konge pavestolen i to felttog mod langobarderne (755-756) og garanterede dens første verdslige besiddelser, hvorfor han er kaldt Kirkestatens grundlægger. Af pave Stefan III fik han titlen Patricius romanorum. Også andre end langobarderne lærte Pipins styrke at kende: araberne tabte i 759 deres sidste besiddelser nord for Pyrenæerne, saksere og bayrere led nederlag, den urolige hertug Waifar af Akvitanien mistede efter ni års krig både hertugdømmet og livet i 768. Kong Pipin fandt tid til at organisere forvaltning og den almindelige orden i sit rige, og også videnskaberne beskæftigede ham sig med.

Karl den Store

Karl den Store (Karl der Große, Carolus Magnus, fransk/Charlemagne) (2. april 742, 747 eller 748 – 28. januar 814 i Aachen) var hersker over Frankerriget fra 768 til sin død i 814. Han underlagde sig det meste af Vesteuropa i tidlig middelalder og lagde grundstenen til de moderne lande Frankrig og Tyskland. Han blev i år 800 kronet som Romersk Kejser i Rom og var derved den første germanske fyrste, som antog den romerske kejsertitel og skabte det vesteuropæiske kejserbegreb, der dominerede storpolitikken helt frem til 1918. Tilnavnet "den Store" fik han i sin levetid.

Karl den Store og Pave · Karl den Store og Pipin den Lille · Se mere »

Kejser

Kejser (imperator) er i Europa den højeste titel for en monark.

Kejser og Pave · Kejser og Pipin den Lille · Se mere »

Kirkestaten

Kirkestaten (latin Patrimonium Petri), samlet udtryk for de pavelige besiddelser "patrimonierne", men oftere betegnelse for det store område i Mellemitalien som paven før styrede som verdslig hersker.

Kirkestaten og Pave · Kirkestaten og Pipin den Lille · Se mere »

Munk

Sofonisba Anguissola (1556) Karikatur af munk Ordet munk kommer af det græske ord monachos, der betyder én, der lever alene, altså en eneboer, men allerede i de første århundreder sluttede mænd sig sammen i klostre for at leve et religiøst liv i fattigdom, kyskhed og lydighed under en ordensregel.

Munk og Pave · Munk og Pipin den Lille · Se mere »