Phaidon og Pythagoras
Genveje til: Forskelle, Ligheder, Jaccard lighed Koefficient, Referencer.
Forskel mellem Phaidon og Pythagoras
Phaidon vs. Pythagoras
Starten af ''Phaidon'' i det ældste bevarede kodeks fra middelalderen, ''Codex Clarkianus'' fra 895 (Oxford, Bodleian Library, Clarke 39) Phaidon, græsk Φαίδων (Phaídōn), latiniseret Phaedo) er et filosofisk værk af Platon skrevet som dialog. Dialoger beskriver en litterært formet samtale, der er indsat i en rammehandling. Filosoffen Phaidon fra Elis, efter hvem dialogen er opkaldt, optræder i rammehandlingen som fortæller. Han er som Platon, elev af Sokrates, der kort forinden i Athen er blevet dømt til døden og henrettet for blasfemi og korrumpering af ungdommen. Phaidon beskriver som øjenvidne dødsdagens begivenheder, som Sokrates tilbragte i fængsel sammen med venner. Hoveddelen af hans fremstilling er en gengivelse af en filosofisk diskussion som Sokrates deltog i. Til slut beretter Phaidon om Sokrates' sidste gerninger og udtalelser. Sokrates' samtalepartnere er, ud over Phaidon, to elever, Khebes og Simmias fra Theben. Hovedtemaet er sjælens karakter, dens forhold til legemet, som den besjæler, og dens skæbne efter døden. Sokrates forsøger at gøre sjælens udødelighed plausibel. Han fremfører forskellige argumenter, der støtter denne tese. Han betragter den individuelle sjæl som uforgængelig, og ser den som bærer af menneskets viden, evner og erindringer. Ifølge ham bebor, behersker og bevæger sjælen legemet, den tildeler med sin tilstedeværelse legemet liv. Ved døden skilles den fra legemet, hvilket medfører dets forfald. I reinkarnation forbinder den sig derefter med forskellige legemer. Derfor er der ingen grund til at frygte døden, da døden kun består i ødelæggelsen af den nuværende krop, mens personen er sjælen, der forbliver intakt. Sokrates forsvarer denne filosofiske antropologi mod indvendinger fra Simmias og Khebes. Især imod en alternativ model, i følge hvilken "sjæl" kun betyder harmonien af legemets materielle elementer. Hvis man opfatter sjælen som harmoni, må man antage, at den går til grunde når legemet dør og mister sin struktur. Ifølge Sokrates afhænger sjælens skæbne efter døden af dens opførsel gennem livet; det bedste er bios theoretikos, en filosofisk livsførelse, som han selv har praktiseret. Denne tankegang hjælper ham til at have en afslappet holdning og til at imødegå døden munter og ubekymret, mens de andre er meget bedrøvede over hans død. Dialogens påvirkning af den europæiske kulturhistorie, fra antikken og frem til moderne tid, er enorm. Den citeres ofte og nævnes i mange diskussioner over et muligt liv efter døden. På den ene siden er den en filosofisk undersøgelse af grundspørgsmål vedrørende den menneskelige eksistens; på den anden side tilhører den den klassiske trøstende litteratur. Sammmen med Platons dialoger Sokrates' forsvarstale og Kriton har den bestemt eftertidens billede af Sokrates i langt højere grad end Xenofons beskrivelse af Sokrates. I Platons fremstilling fremstår Sokrates som et forbilledligt menneske, der til sin død har virkeliggjort sit ideal om en filosofisk livsførelse. Illustration af den pythagoræiske læresætning Pythagoras fra Samos (født 570 f.Kr., død 495 f.Kr.) var en græsk filosof, mystiker, matematiker, musikteoretiker og musikterapeut.
Ligheder mellem Phaidon og Pythagoras
Phaidon og Pythagoras har 6 ting til fælles (i Unionpedia): Filosofi, Latin, Platon, Reinkarnation, Sjæl, Sokrates.
Ovenstående liste besvarer følgende spørgsmål
- I hvad der synes Phaidon og Pythagoras
- Hvad de har til fælles Phaidon og Pythagoras
- Ligheder mellem Phaidon og Pythagoras
Sammenligning mellem Phaidon og Pythagoras
Phaidon har 16 relationer, mens Pythagoras har 95. Da de har til fælles 6, den Jaccard indekset er 5.41% = 6 / (16 + 95).
Referencer
Denne artikel viser forholdet mellem Phaidon og Pythagoras. For at få adgang hver artikel, hvorfra oplysningerne blev ekstraheret, kan du besøge:
