Ælfgifu og Harald Harefod

Genveje til: Forskelle, Ligheder, Jaccard lighed Koefficient, Referencer.

Forskel mellem Ælfgifu og Harald Harefod

Ælfgifu vs. Harald Harefod

Ælfgifu (også kaldet Aelfgifu eller Aelfgitha) var den engelske (og senere danske) konge Knud den Stores første hustru eller frille. Harald Harefod (født ca. 1015, død 17. marts 1040 i Oxford i England) var konge af England fra 1037 til sin død.

Emma af Normandiet

Emma af Normandiet (ca. 988 – 6. marts 1052) var datter af Richard 1., hertug af Normandiet og hans anden hustru Gunnor.

Ælfgifu og Emma af Normandiet · Emma af Normandiet og Harald Harefod · Se mere »

England

England (på engelsk udtalt) (oldengelsk: Englaland, middelengelsk: Engelond) er det største og mest folkerige af de fire konstituerende lande i Storbritannien.

Ælfgifu og England · England og Harald Harefod · Se mere »

Ethelred 2. den Rådvilde

Ethelred 2. eller Æthelred 2. (angelsaksisk Æþelred) (ca. 968 – 23. april 1016) med tilnavnet "den rådvilde" var konge af England fra 978 til 1013 og 1014 til 1016.

Ælfgifu og Ethelred 2. den Rådvilde · Ethelred 2. den Rådvilde og Harald Harefod · Se mere »

Knud den Store

Knud den StoreBolton, The Empire of Cnut the Great: Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century (Leiden, 2009) (oldengelsk: Cnut se Micela, Knútr inn ríki (født ca. 995, død 12. november 1035 i Shaftesbury) også omtalt som Knud 2., men egentlig nok snarere Knud 4., var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Han var søn af Svend Tveskæg, hvilket også gav ham patronymet Sveinsson (oldnordisk) Sweynsson (engelsk). Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen og endeligt med den normanniske erobring af England i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd. Som dansk prins vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i det nordvestlige Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 bragte han den engelske og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magtbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition samt via ren brutalitet. Efter et årti i konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028. Knud kontrollerede den svenske by Sigtuna (der er slået mønter her, som kalder ham konge, men der er andre nedskrevne kilder om hans erobring eller okkupation af byen). Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellem Storbritannien og Irland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandt norrøn-gælerne. Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke og blandt mange magnater i kristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på pallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til Rom). Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".Lawson, Cnut, s. 97. De angelsaksiske konger brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren Norman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".

Ælfgifu og Knud den Store · Harald Harefod og Knud den Store · Se mere »