Indholdsfortegnelse
5 relationer: Frej, Ingævonere, Istævonere, Langobardisk (sprog), Svebere.
Frej
Vævning, der ofte tolkes som guderne Odin, Thor og Frej fra Skog i Hälsingland i Sverige fra omkring år 1100 Frej, (Norrønt: Freyr, ældre da.: Frø (fx Saxo), evt. Frøj (alternativt: Yngve eller (historicerende i ældre forskningslitteratur) Yngve-Frej).
Ingævonere
Kysterne omkring "Codanus sinus" farvet i rødt, med dets mange øer farvet i grønt. Ingævonerne (også ingaevonerne) som beskrevet af Tacitus i Germania (ca. 98 e.Kr.), var en vestgermansk folkegruppe der levede langs Nordsøkysten, i Jylland, Holstein, Frisland og de danske øer, hvor de i det første århundrede f.Kr.
Istævonere
Istævonerne var en af de tre oprindelige folkegrupper af Vestgermanerne i det nuværende Tyskland ifølge Tacitus, sammen med herminonerne (inklusive sveberne) og ingævonerne). Istævoner var på Tacitus tid bosatte ved Rhinen ned til Neckar og frem til Weser. De beherskede den store grænseflods to bredder med undtagelse af Schwarzwald, hvor en svebisk stamme boede.
Langobardisk (sprog)
Langobardisk eller longobardisk er et uddødt sprog der blev brugt af langobarderne, et germansktalende folk der slog sig ned i Italien i det 6. århundrede.
Se Herminoner og Langobardisk (sprog)
Svebere
Romerriget år 125 Sveberne på den Iberiske halvø omkring 411 Sveberne var germanere, der boede mellem Elben og Oder.
Også kendt som Herminonerne.