Hurtigere adgang end browser!
12 relationer: Arveprins Knud, Christian 1., Christian 10., Erik Ejegod, Erik Plovpenning, Hardeknud, Hardeknud (Knud 1.), Knud 5., Knud 6., Knud den Hellige, Knud den Store, Knud Lavard.
Arveprins Knud
Hans Kongelige Højhed Arveprins Knud til Danmark (Knud Christian Frederik Michael) (27. juli 1900 – 14. juni 1976) var en dansk prins.
Ny!!: Knud af Danmark og Arveprins Knud · Se mere »
Christian 1.
Christian 1. (født februar 1426, død 21. maj 1481) var konge af Danmark 1448–1481, af Norge 1450–1481 og af Sverige 1457–1464 samt hertug af Slesvig og greve (fra 1474: hertug) af Holsten fra 1460 til 1481.
Ny!!: Knud af Danmark og Christian 1. · Se mere »
Christian 10.
Christian 10.
Ny!!: Knud af Danmark og Christian 10. · Se mere »
Erik Ejegod
Erik Ejegod (ca. 1055 i Slangerup – 10. juli 1103 i Pafos på Cypern) var Danmarks konge 1095-1103.
Ny!!: Knud af Danmark og Erik Ejegod · Se mere »
Erik Plovpenning
Erik Plovpenning (Erik 4.), (1216 – 10. august 1250) var konge af Danmark fra 1241 til 1250.
Ny!!: Knud af Danmark og Erik Plovpenning · Se mere »
Hardeknud
Mønt præget for Hardeknud. Hardeknud (Knud 3.) (1018 – 8. juni 1042) var søn af Knud den Store og Emma af Normandiet.
Ny!!: Knud af Danmark og Hardeknud · Se mere »
Hardeknud (Knud 1.)
Hardeknud (Knud 1.) blev muligvis konge af dele af Danmark som mindreårig i 891 med den norske Helge som "statholder" (Adams Heiligo).
Ny!!: Knud af Danmark og Hardeknud (Knud 1.) · Se mere »
Knud 5.
Knud 5. eller Knud Magnussen (født i 1129, død 9. august 1157 i Roskilde) var konge af Danmark 1146-1157.
Ny!!: Knud af Danmark og Knud 5. · Se mere »
Knud 6.
Knud Valdemarsøn (1163 - 12. november 1202) var dansk konge, søn af Valdemar 1. og dennes dronning Sofia.
Ny!!: Knud af Danmark og Knud 6. · Se mere »
Knud den Hellige
Knud den Hellige, Knud 4., Knud Svendsen (cirka 1043 – 10. juli 1086) var en dansk konge, der blev valgt efter sin bror i 1080, hvorefter han blev gift med Adele af Flandern.
Ny!!: Knud af Danmark og Knud den Hellige · Se mere »
Knud den Store
Knud den StoreBolton, The Empire of Cnut the Great: Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century (Leiden, 2009) (oldengelsk: Cnut se Micela, Knútr inn ríki (født ca. 995, død 12. november 1035 i Shaftesbury) også omtalt som Knud 2., men egentlig nok snarere Knud 4., var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Han var søn af Svend Tveskæg, hvilket også gav ham patronymet Sveinsson (oldnordisk) Sweynsson (engelsk). Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen og endeligt med den normanniske erobring af England i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd. Som dansk prins vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i det nordvestlige Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 bragte han den engelske og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magtbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition samt via ren brutalitet. Efter et årti i konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028. Knud kontrollerede den svenske by Sigtuna (der er slået mønter her, som kalder ham konge, men der er andre nedskrevne kilder om hans erobring eller okkupation af byen). Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellem Storbritannien og Irland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandt norrøn-gælerne. Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke og blandt mange magnater i kristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på pallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til Rom). Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".Lawson, Cnut, s. 97. De angelsaksiske konger brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren Norman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".
Ny!!: Knud af Danmark og Knud den Store · Se mere »
Knud Lavard
Knud Lavard (ca. 1096 – 7. januar 1131 i Haraldsted) var hertug af Slesvig (dengang Jylland/Sønderjylland) 1115-31 og vendernes knes (fyrste) fra 1128/29 til sin død.
